Cases
Her på siden kan du læse et lille udvalg af nogle historier fra mine tidligere klienter
Her på siden kan du læse et lille udvalg af nogle historier fra mine tidligere klienter
En ung klient kom til mig, da han havde haft en voldsom episode med panikangst. Han havde ikke prøvet det før, men det var ekstremt ubehageligt, og han var både bange for om det ville komme igen, og om det ville påvirke hans liv og betyde at han ikke ville kunne færdiggøre sine studier. Han var gået til sin læge, der havde fortalt at det kunne tage lang tid at behandle angsten – op til et halvt år.
Den unge fyr var desperat og bange for at angsten ville komme igen, og fik lægen til at udskrive meget stærk angstdæmpende medicin – som han dog valgte ikke at tage. Han bookede en tid hos mig, og vi talte om hvordan vores sind – tanker og følelser – fungerer, og da han fik øje på det, blev oplevelsen mindre skræmmende. Da han kom 2. gang, havde han det meget bedre og kunne fortælle om at have gjort ting, han tidligere var bange for. Vi talte i alt sammen 3 gange, og nu har han ikke brug for at tale mere lige nu, da han har det så godt, og livet med studie og fritidsinteresser igen fylder hans hverdag. Han fik heldigvis ikke brug for at tage medicinen.
For et stykke tid siden talte jeg med en klient, der var meget presset pga. eksamen. Han læser på universitet, og var tidligere dumpet to gange i samme fag. Han havde helt ekstraordinært fået lov til at gå op igen, men mærkede nu et kæmpe pres og mange tanker a la “hvad nu hvis jeg dumper igen, hvad nu hvis jeg ikke kan fortsætte på mit studie, hvad nu hvis jeg ikke kan beholde min bolig.” Så ud over den konkrete udfoldring ift at skulle læse og forstå et svært fag, var hans hjerne allerede helt i alarmberedskab ift alle de mulige fremtidsscenarier. Han var ikke kun i nuet, men tog helt uskyldigt alle sine fremtidsbekymringer meget alvorligt.
Vi talte om at jo mere vi fokuserer på hvor vigtig eksamen er og hvor farligt det ville være at dumpe og ikke kunne fortsætte på studiet, jo værre ville han få det, og jo mere i alarmberedskab ville hans system være. Og hjerner og systemer i alarmberedskab har både svært ved at lære og ved at præstere. Og jo mere vi er i fremtiden i tankerne, jo sværere er det at være til stede i nuet og gøre det, vi skal.
Vi talte også om at jo mere han kunne få øje på roen og tilliden til at det nok skulle gå – jo mere ville han falde til ro. Ikke tillid til et bestemt resultat – fx “det skal nok gå, du plejer jo at få 10 eller 12” – men tillid til at det nok skal gå – uanset hvordan det går. Uanset om han dumper og skal forlade studiet – så går det alligevel. Man må selvfølgelig gerne være ked og skuffet – men det går alligevel, på den ene eller anden måde.
Vi talte om at tanker bare er tanker – men at tanker er den eneste måde vi kan opleve vores virkelighed på. Og at opdage det, og at kunne mærke hvilke tanker, der er hjælpsomme, og hvilke, der ikke er hjælpsomme, var rart for ham. Han blev bevidst om hvilke tanker, der var rare at lytte til, og hvilke, der bare stressede mere, og som det ikke var så hjælpsomt at lytte til.
Eksamen er en del af virkeligheden, men vi kan kun opleve eksamen igennem vores tænkning.
Han faldt til ro. Og klarede sin eksamen. Ikke bare til bestået, men rigtigt fint. Og hvis det ikke var gået sådan, var det gået alligevel.
Det er så rart, når vi mærker vores indre ro frem for vores tankeskabte panik.
Du er meget velkommen til at kontakte mig, hvis jeg kan hjælpe dig eller én du kender.